Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  18, 2010

Alkohol, graviditet og autisme
 

Lavt alkoholforbrug under graviditet øger ikke barnets risiko for at få autisme

Gravide anbefales generelt at holde sig fra alkohol, da det kan få forskellige konsekvenser for barnet. Udover at øge risikoen for hjerneskade, hjertefejl, misdannelser og væksthæmning kan der også være en øget risiko for autisme. Det kommer dog an på, hvor meget den gravide drikker. Der er tidligere fundet en øget forekomst af autisme hos børn, hvis mødre har drukket store mængder alkohol under graviditeten. Det har derfor også været relevant at se på, hvad et lavt til moderat alkoholforbrug svarende til 1-4 genstande om ugen betyder for risikoen for autisme. Her viser en ny stor dansk undersøgelse, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Epidemiology, at det ikke tyder på, at et lavt til moderat alkoholforbrug under graviditeten øger risikoen for at få et barn med autisme.

 

I undersøgelsen havde de kvinder, der drak op til 4-5 genstande om ugen under graviditeten samme risiko for at få et barn med autisme, som de gravide, der slet ikke drak. En kvinde, der drak over fem genstande ved samme lejlighed et par gange under graviditeten øgede heller ikke risikoen for at få et barn med autisme, uanset hvornår i graviditeten det fandt sted. Det samme galt, når man så på risikoen for autistiske spektrumforstyrrelser, der er en bredere betegnelse for autisme. De kendetegnes ved, at barnet har problemer med socialt samspil og kommunikation og har gentagelsesprægede mønstre i interesser og adfærd.

Undersøgelsen her ser kun på sammenhængen mellem et lavt alkoholforbrug under graviditet og autisme, og siger altså ikke noget om risikoen ved et højt forbrug.

 

Resultaterne stammer fra 80.552 børn og deres mødre i den danske kohorte Bedre Sundhed for Mor og Barn, hvor der bl.a. findes detaljerede oplysninger om mødrenes alkoholindtag under graviditeten indsamlet fra 1996 til 2002. I analyserne er der taget højde for en række faktorer, der også kunne have betydning for autisme hos barnet som for eksempel livsstilsfaktorer og forældrenes alder.

 

Undersøgelsen ser ikke på andre udfald end autisme og autistiske spektrumforstyrrelser og afviser derfor ikke, at alkohol under graviditeten kan skade fosteret. Tidligere studier af samme kvinder har f.eks. vist en øget risiko for at få et barn med epilepsi for kvinder, der en enkelt gang drak over fem genstande ved samme lejlighed i graviditetsuge 11-16. Undersøgelsen taler derfor heller ikke imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at gravide skal afholde sig fra alkohol.   

Af:

Marie Eliasen, Bs. Scient. San. Publ., Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Kontakt: Marie Eliasen, mail: mae@si-folkesundhed.dk, telefon: 3920 7777

Kilde:

Eliasen M, Tolstrup JS, Nybo-Andersen AM, Grønbæk M, Olsen J, Strandberg-Larsen K. Prenatal alcohol exposure and autistic spectrum disorders – a population-based prospective study of 80552 children and their mothers. Int. J. Epidemiol 2010.

 
Redigeret: 05.05.10